Udtalelse fra generalforsamlingen den 29. oktober 2019

Udtalelsen blev enstemmigt vedtaget af de godt hundrede fremmødte.

Nej tak til fælles EU-mindsteløn

Ja tak til større socialt ansvar !

Ursula von der Leyen, ny formand for EU-kommissionen, vil indføre en fælles mindsteløn i hele EU. Det kan synes ret uforståeligt, når man ser på, hvordan det er gået i hendes hjemland, Tyskland, der for længst har indført en mindsteløn, som ingen kan leve af. Her er mennesker på mindsteløn nødt til at have to job for at få deres økonomi til at hænge sammen.

Her i Danmark har vi intet imod, at lønninger i Syd- og Østeuropa hæves, så de kommer tættere eller helt op på dansk og skandinavisk niveau. Men vi er alvorligt bange for, at indførelsen af en generel mindsteløn fra Estland via Rumænien, Bulgarien og Grækenland til Spanien vil få en negativt afsmittende virkning på lønningerne her, hvor vi bor og arbejder.

Vi frygter, at minimumslønnen vil blive til en maksimumløn, i hvert fald i nogle brancher. Det vil medføre fattigdom også for mennesker i arbejde – ikke kun for dem, der har stødt hovedet mod kontanthjælpsloft eller andre af velfærds-Danmarks økonomiske sanktioner mod mennesker, der af den ene eller den anden grund ikke er i arbejde.

Derfor siger vi klart nej til en europæisk mindsteløn og klart ja til at fortsætte med den danske model, der blev indført med septemberforliget for 120 år siden. Den danske model overlader det til arbejdsmarkedets parter at fastsætte løn- og arbejdsvilkår på det danske arbejdsmarked – også for den udenlandske arbejdskraft, der bliver hentet hertil.

Trepartsforhandlinger mellem regering, fagbevægelse og arbejdsgivere er ikke en integreret del af den danske model. Men det er en god tradition. Vi håber, at der ved de kommende trepartsforhandlinger bliver sat fokus på

1.     Mulighed for tidligere pension for nedslidte

2.     Virksomhedernes sociale ansvar

Vi har ingen forventning om, at trepartsforhandlingerne resulterer i en færdig model for tidlig tilbagetrækning for dem, der har brug for det. Det vil et arbejdsgiverveto blokere for. Men vi håber, at netop diskussionen om nedslidning på arbejdsmarkedet kan være med til at åbne for en større forståelse for virksomhedernes sociale ansvar i et samfund, der giver virksomheder gode arbejdsbetingelser.

Vi mener nemlig, at det ikke kun er samfundets, men i høj grad også virksomhedernes ansvar at få de mennesker ind på arbejdsmarkedet, som måske ikke er i stand til at yde en 100 pct. indsats, men som med 20, 30 eller 50 pct., alt efter evne, kan bidrage til det samfund, de er en del af.

Her findes en arbejdskraftreserve, som – rigtigt udnyttet – langt hen ad vejen kan opfylde de behov for mere arbejdskraft, som nogle dele af erhvervslivet efterspørger.

Vi anerkender naturligvis ”arbejdskraftens fri bevægelighed”, så længe den kommer hertil på danske overenskomster og vilkår. Men vi mener, at inklusion af den danske arbejdskraft, der i dag er på kanten af arbejdsmarkedet, er en langt mere ansvarlig og samfundsgavnlig vej at gå, end at man i endnu større stil åbner for mere udenlandsk arbejdskraft i Danmark.