Succes for selvvalgt uddannelse

Overenskomsterne på industriens område giver alle medarbejdere ret til efteruddannelse, og ordningerne er blevet en stor succes 

Overenskomsternes mulighed for at få betalt efteruddannelse er så stor en succes, at ordningen nu ændres så flere kan komme på kursus. Både arbejdsgivere og lønmodtagere glæder sig over den store opbakning.

​Overenskomsten mellem Dansk Metal og Arbejdsgiverne har oprettet en særlig kompetenceudviklingsordning, AL Efteruddannelse (ALEU), og her kan man nu konstatere, at alle de penge, som er blevet indbetalt, også bliver brugt i år.

– Der er stor interesse for ordningen blandt vores medlemmer, og det er vi naturligvis godt tilfredse med. Det er helt afgørende at man vedligeholder sine kompetencer løbende, og de her ordninger giver vores medlemmer rigtig gode muligheder, siger Keld Bækkelund Rasmussen, forbundssekretær i Dansk Metal.

Glæden deles af Arbejdsgivernes formand, Fleming Frederiksen:

– Den vigtigste ressource for virksomhederne er naturligvis medarbejderne. Dygtige medarbejdere giver højere produktivitet og bedre kvalitet. Derfor har mange virksomheder også fået øjnene op for de muligheder, som ALEU-ordningen giver, siger han.

Ordningens succes betyder, at parterne er blevet enige om at give endnu flere mulighed for at komme på kursus, samtidig hæves beløbsgrænsen fra 12.000 til 15.000 pr. kursusuge. Til gengæld gives ikke støtte til kurser, der er dyrere.

I 2014 fik 570 støtte til efteruddannelse, og man forventer, at de ny retningslinjer vil betyde, at det tal stiger i 2016. Reglerne træder i kraft 1. januar 2016. (brink)