Regeringen vil ikke fagbevægelsen

Trods skåltaler om fagbevægelsen store rolle, så bliver regeringen ved at hule og hugge i medlemsskaren, siger formanden for Metal Horsens, Henrik Fausing

– Der er et enkelt punkt i Finanslovsforslaget, som er værd at rose: Det er inddragelsen af folkeskolen, når det handler om at gøre opmærksom på de faglige uddannelser. Men det er også det eneste positive i den finanslov regeringen og DF er enedes om, siger Henrik Fausing.

– Man har jo ikke tilført flere penge til erhvervsskolerne, selvom man siger det. Sandheden er at man har stoppet de automatiske besparelser på erhvervsskolerne. Men de fortsætter stadig på de andre uddannelser, og man har kun sat det såkaldte kvalitetsbidrag på pause i 2019, vi ved ikke, om det går i gang i 2020 igen, siger han.

– Erhvervsskolerne er stadig hårdt presset, de har mistet 10 procent af lærerne, og maskinerne er gamle. Så der er brug for et løft og tilførsel af penge til skolerne, hvis man mener det alvorligt, siger Henrik Fausing.

Hule ord om fagbevægelsen

I weekenden åbnede statsministeren den faglige verdenskongres i København.

– Det lyder lidt hult, når Lars Løkke talte om, hvor meget brug der er for fagbevægelsen og hvilken stor rolle vi spiller i samfundet. For nylig roste beskæftigelsesministeren også fagbevægelsen, men når det kommer til stykket, så vil regeringen jo ikke fagbevægelsen. Der er ingen reel vilje til at løse problemerne med en et dagpengesystem, som er blevet systematisk udhulet gennem mange år. I dag er vi nede på en dagpengedækning på under 50 procent af en almindelig smedeløn. Udhulingen fortsætter og i stedet for skal de ledige nu tvangsopspare til pensionen. LO’s krav om at få dagpengene op på et rimeligt niveau er totalt ignoreret i den her finanslov. Regeringen vil ikke være med til at løse de virkelige problemer for fagbevægelsen, siger han.

– Man bliver ved at hule og hugge i medlemsskaren, og det truer i længden den danske model. Fra nytår skal du have været i Danmark eller EU de sidste syv ud af otte år, ellers mister du dagpengeretten. Det er et stort problem, A-kasserne vurderer at det kan koste 20.000 dagpengeretten, siger Henrik Fausing.

– I stedet for at løse virkelige problemer, så er finansloven igen en gavebod for de bedst stillede. Nu kan de få deres privatfly og luksusbåde indregistreret med lavere afgifter. Samtidig er man åbenbart klar til at udfordre grundloven ved at tage 2000 kr. fra de dårligst stillede flygtninge, det er der flere eksperter der mener, er på kant med grundloven. Men uanset det, så bidrager det kun til fattiggørelsen på tidspunkt, hvor det ellers skulle gå fremad, siger han. (brink)

DEL
Forrige artikelSmedenes juletræsfest