“Lad os se om vi ikke kan sulte dem i arbejde”

Folketinget er ved at vedtage en dagpengereform som intet løser, men som tværtimod forstærker jagten på de arbejdsløse

Af Bjarne Sørensen, formand for Dansk Metal Horsens

I sidste uge gik lovmøllen i gang, som åbenbart skal cementere den katastrofale dagpengereform fra 2010, som har sendt mere end 70.000 mennesker ud af dagpengesystemet.

Skamløst nok omtaler forligspartierne Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti den ny reform som et udtryk for, at de nu har fået skabt ”Et trygt dagpengesystem” – intet kunne være mere misvisende.

Det er svært at forstå, at Socialdemokratiet og LO toppen slår sig til tåls og i realiteten sluger den dagpengereform, som VK og Dansk Folkeparti fik vedtaget for seks år siden. Det er værd at huske, at den lov, der nu bliver vedtaget bygger på dagpengekommissionens anbefalinger – anført at tidligere LO-formand Harald Børsting, som villigt lod dimittenderne betale for de få forbedringer, der var lagt op til i forhold til mulighederne for at genoptjene dagpengeretten.

Kommissionens forslag blev straks grebet af forligspartierne, som tre dage efter offentliggørelsen kunne præsentere et færdigt forlig. Det lignede panik, og resultatet viser – at det var det, det var.

Den nye reform løser ikke de grundlæggende problemer, som massakren mod dagpengesystemet i 2010 har efterladt, tværtimod er der nye forringelser og mindre tryghed i vente, til dem som er så uheldige at får brug for deres arbejdsløshedsforsikring.

Der vil fortsat falde 10.000 ud af systemet hvert år, dagpengeretten er stadig kun 2 år og der skal stadig et års arbejde til, før man har genoptjent dagpengeretten. Ja for nogle lavtlønnede kan det blive svært overhovedet at genoptjene dagpengeretten, fordi den i fremtiden bliver baseret på at man skal tjene industriens mindsteløn.

Lovforslaget er egentlig en grotesk opremsning af onde ideer til, hvordan man kan gøre livet allermest uudholdeligt for dem der er så formastelige, at de melder sig på Jobcentret.

De langtidsledige, som har været dem har betalt den højeste pris for den finanskrise, som slog ud for netop otte år siden, skal f.eks. betale med en måneds dagpenge, hvis de har været ledige i fire år ud af de sidste otte år. Hvis du har været så uheldig, så trækker vi lige en måneds dagpenge ved kasse et. Det skal nok lære de langtidsledige at komme ud af starthullerne, men det er selvfølgelig på kant med retssikkerheden, at straffe nogen økonomisk for at være ledige på helt lovlig vis for 7-8 år siden.

At et flertal i Folketinget vil behandle langtidsledige med en sådan foragt, står i fin kontrast til de samme politikere i samme uge modstræbende satte pensionsalderen op for KOMMENDE folketingsmedlemmer. De nuværende folketingsmedlemmer skal naturligvis ikke straffes på den måde. Her skal der laves særlige ”overgangsordninger”, som politikerne end ikke har vovet at fortælle om endnu.

Det var Claus Hjort som tilbage i Fogh-tiden indledte, det han kaldte ”den stille revolution”, som skal forvandle landet. Drømmen var et såkaldt enstrenget system, hvor alle ”trængende” kunne stille sig i kø. Med den nye dagpengelov kommer vi endnu et nyk nærmere den drøm. A-kasserne var oprindeligt en selvforsikring mod arbejdsløshed – punktum. Hvis man var arbejdsløs, så skulle man selvfølgelig påtage sig anvist arbejde, hvis der ikke var arbejde at anvise, ja så var man i sin gode ret til understøttelse. Med den nye lov skal A-kasserne til at lege social-politi overfor deres medlemmer. De nye regler skelner nemlig mellem forsørgere og ikke forsørgere på dimittends-sats, så for fremtiden skal A-kasserne kontrollere og afhøre deres medlemmer om, hvordan status nu er for tiden med deres børn. ”Er du nu sikker på, at du har børnene hos dig,” lyder den nye type spørgsmål fra din A-kasse.

Det er muligt, at forligspartierne er trygge og sover godt om natten med det her forlig, for fagbevægelsen og venstrefløjen er der kun grund til uro. Behovet for et trygt og solidarisk dagpengesystem har aldrig været større. Socialdemokraternes faglige bagland burde snart smide fløjlshandskerne, over for den eftergivenhedspolitik både S-toppen og LO-toppen præsterer her.

De kommer til at stå tilbage med et historisk ansvar for at ødelægge en af fagbevægelsens hjørnestene, hvis de ikke snart erkender, at der er brug for at stoppe det uendelige tilbageløb og sætte en offensiv dagsorden, som styrker fagbevægelsen i stedet for langsomt at udmagre den.