Jeg ved en rotterede…

Med Venstres vilje til at bruge magten uhæmmet, så koster det hver eneste dag, de får lov at blive siddende.

Af Bjarne Sørensen, formand for Dansk Metal Horsens

”Demokratiet som ide var for Venstre – nu som før – et fint, tyndt lag fernis over den hensynsløse vilje til magt!” Sådan karakteriserer Kaare R. Skou regeringspartiet i sin bog om grundloven.

Den karakteristik er værd at have i baghovedet, hvis man vil forsøge at forhindre den målrettede nedbrydning af fagbevægelsen og velfærdssamfundet, som – nu som før – er Venstres projekt.

Der er ingen grund til at forvente fair play fra Lars Løkke og hans tropper. Deres vilje til at bruge regeringsmagten til det yderste og mere til, så længe det går, er der allerede utallige eksempler på.

Selvom den såkaldte 2025-plan er skudt til hjørne, så skal man ikke tage fejl og tro at det værste er overstået – slet ikke – Venstres vilje til at hytte sine er uforandret, og planen tegner et krystalklart billede af, hvor Venstre vil sende velfærdsstaten hen. Det skal gå den vej hønsene skraber, og de er slet ikke færdig med at ”stramme bardunerne”, som den gamle spejderchef formulerer det.

Vi har at gøre med en regering, som går helt målrettet efter at få skudt så mange af velfærdens bastioner i sænk, inden den selv synker.

Rækken af politiske ændringer der alle rammer den dårligst stillede er uden ende. Fortsatte angreb på dagpengemodtagerne er udviklet til en kunstart der fortsat forfines. Kontanthjælpsmodtagere og folk på overførselsindkomster har fået halveret deres ydelser der var små i forvejen. Kun fantasien sætter grænser for regeringens kreativitet, når det handler om at forringe vilkårene for de der har mindst.

Det er klassekamp fra oven, hvor en stadig voksende ulighed næsten ligner blå bloks nye succeskriterie. De borgerlige partier er enige om at sikre deres kernevælgere den største del af samfundskagen.

At argumenterne ikke holder vand, når man f.eks. mener, at fjernelse af topskat vil motivere de rige til at arbejde mere, mens de dårligst stillede samtidig skal motiveres med økonomisk pisk.

Manglen på logik kan man påvise i det uendelige, debat og argumenter betyder i sidste ende ikke noget, det er den uhæmmede vilje til med magt at sikre sine, som slår igennem. Også når de fattigste begynder at blive smidt ud af deres boliger, fordi de ikke kan betale huslejen.

Venstre har siden Fogh regeringen kom til i 2001 systematisk rullet det Claus Hjort har kaldt den ”stille revolution” ud. En revolution som først og fremmest har været rettet mod at svække fagbevægelsen. Det er lykkedes: Gennem systematisk svækkelse af dagpengesystemet er det lykkedes at undergrave den solidaritet, som er en bærende søjle i fagbevægelsen. Usikkerheden om dagen og vejen er blevet en fast følgesvend – også for dem i arbejde. Resultatet kender vi, en fagbevægelse som langsomt eroderer og som går mere og mere frygtsomt til arbejdsgiverne og politikerne. Modet til at stå op og kræve vores del af produktionsresultatet er i frit fald.

Med det som bagtæppe, forstår jeg ikke, hvad der driver LO’s ledelse til trepartsforhandlinger uden klare politiske krav til indrømmelser.

Det helt åbenbare krav burde være en tilbagerulning af forringelserne på dagpengeområdet. LO-toppen burde ikke åbne munden uden at minde offentligheden om, hvilke konsekvenser de mange forringelser har haft – ikke kun for de 70.000 som indtil videre er hældt ud af a-kasserne.

Regeringen kører som et andet duracell-batteri videre og vil forsætte trepartsforhandlingerne når OK-2017 er ”klaret”. Men uden markante krav fra fagbevægelsen giver det ingen mening. Det vil kun styrke regeringen, det har vi ingen interesse i. Med Venstres vilje til at bruge magten uhæmmet, så koster det hver eneste dag, de får lov at blive siddende.