Hvorfor er der blevet så stille om dagpengesagen?

Af formand for Metal Horsens Bjarne Sørensen

Ledige lønmodtagere ryger stadig i stor stil ud af dagpengesystemet, og det har voldsomme menneskelige konsekvenser. Familie efter familie rammes, mange må gå fra hus og hjem, og ikke mindst børnene betaler prisen. Hvorfor hører vi ikke om det? Hvorfor er der blevet stille om dagpengesagen?

Det er der, fordi der på Christiansborg i rekordfart blev lavet et forlig i oktober sidste år. Politikerne havde meget travlt: Nå, så er den sag klaret, videre til næste…

Men er den nu klaret? Det er på tide at råbe et stort nej og at få brudt stilheden. Vi har nemlig ikke fået en dagpengeløsning, vi kan acceptere, og vi har ikke fået den tryghed, en genopretning af dagpengesystemet skulle have medført. Og tryghed er et nøgleord: Trods sparsomme forbedringer fra 2017 vil der fortsat være mange, der ryger ud af systemet. Det giver utryghed for de ledige, og det giver utryghed for dem, der er i arbejde. Hvad sker der, hvis jeg mister mit arbejde? I Metal har vi for tiden rimelig høj beskæftigelse, men det skal ikke få os til at tro, at det så bare er de andres sag. Vi ved jo, at det går op og ned med beskæftigelsen, og vi kan også en dag få brug for et trygt og godt dagpengesystem.

Et sådant system har vi ikke, og det får vi ikke med den løsning, politikerne vedtog i efteråret. Det er således i høj grad de ledige selv, der betaler for de forbedringer, der er på vej. Nyuddannede, der går ledige, betaler prisen i form af en lavere dimmitendsats, og derudover vender karensdagene tilbage.

Jeg fatter ikke, at LO kunne acceptere det eller forliget i det hele taget. En gang kæmpede lønmodtagerne for at få fjernet karensdage på sygedagpengeområdet, og det lykkedes. Nu kommer disse karensdage tilbage i dansk arbejdsmarkedspolitik, og vi ved jo, at når politikerne har fået et nyt stykke værktøj, så bruger de det, og her har de fået nogle knapper, de kan skrue op på.

Ikke en gang vort ellers noget beskedne krav om at lade uddannelse og opkvalificering regne med ved genoptjeningen, kunne vi få igennem. Det handler imidlertid ikke kun om frygten for at ryge ud af dagpengesystemet og om genoptjening. Det handler også om størrelsen på dagpengene, der er blevet udhulet gennem de seneste år, så dækningen nu nærmere er de 50 procent end tidligere tiders 80 procent. Det er med til at skabe utryghed og angst for at miste jobbet, for hvad vil det betyde for familiens økonomi?

Der burde i efteråret være blevet kæmpet for en reel genopretning af dagpengesystemet, men det blev der ikke. Nu skylder vi de mange, der betaler prisen, at vi fortsætter med at råbe op. Der har været alt for stille alt for længe.