Hovsa! Industrisamfundet lever stadig

Flaskehalsproblemer klares ikke med et skud udenlandsk arbejdskraft, virksomhederne må tage ansvaret for efteruddannelse og opkvalificering på sig

Af Bjarne Sørensen

I takt med at krisen klinger af, accelerer diskussionen om flaskehalsproblemer igen på en række områder ikke – mindst for metalvirksomhederne. Problemet er stigende og – desværre helt forudsigeligt. Arbejdsgiverne hyler igen på arbejdskraft, men deres eneste bud er, at de er ”nød til” at hente udenlandsk arbejdskraft ind.

Men sangen om den udenlandske arbejdskraft er mere en politisk melding end et virkeligt bud på en løsning. Jeg vil godt sætte spørgsmålstegn ved, om lavt betalte tyske og polske metalarbejdere kan løse de opgaver, som de højteknologiske metalvirksomheder mangler folk til.

Virksomhederne har selv et ansvar for at sikre sig kvalificeret arbejdskraft, det er dem der har hovedinteressen i at få løst opgaverne. Men de lever ikke op til det ansvar, i stedet forventer de, at det offentlige og fagbevægelsen påtager sig opgaven og har arbejdskraften klar som hyldevarer, når behovet melder sig.

Under den sidste højkonjunktur i starten af 2000 var der fuld knald på drejebænkene, dengang var der ikke tid til at spekulere på efteruddannelse. Da krisen så kom, skortede det ikke på opfordringer fra fagbevægelsen til at bruge tiden på opkvalificering af medarbejderne. Men så var der ikke råd. Og nu starter vi så forfra med de forudsigelige beklagelser over manglen på kvalificeret arbejdskraft.

Men denne gang må virksomhederne tage opgaven alvorligt og selv bidrage. På kort sigt handler det om at virksomhederne afsætter de nødvendige ressourcer og planlægger strukturerede uddannelsesforløb, så de får opkvalificeret deres egne folk. Samtidig er der stadig arbejdsløse metalarbejdere, som er klar, hvis virksomhederne ellers vil.

På længere sigt handler det om at sikre rekrutteringen af unge til industrien. Det er vigtigt, at vi nu holder op med at tale de faglige uddannelser ned, så de unge jages væk. I mere end ti år har den offentlige debat handlet om, at industriarbejdspladserne var forældede og at fremtiden lå i informationssamfundet. Heldigvis er det gået op for flere og flere, at industrien lever i bedste velgående – og nok så vigtigt, så er det blevet klart, at uden en produktion og en moderne industri, så forsvinder fundamentet under velfærdssamfundet. Vi kan ikke leve af at informerer hinanden.

Der er der brug for at tale faget op og igen gøre det attraktivt og ”moderne” for unge mennesker at få en faglig uddannelse. Derfor handler flaskehalsproblemerne ikke bare om at få ekspederet de fyldte ordrebøger her og nu, på længere sigt handler det om at sikre fundamentet for et stærkt velfærdssamfund.