Fornærmet Mette freder Lars Løkke

Bjarne Sørensen, Formand Dansk Metal Horsens

At Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen kategorisk afviser at gå i samarbejde med Dansk Folkeparti om at forbedre vilkårene for dagpengemodtagere, må da få statsminister Lars Løkke Rasmussen til at grine hele vejen til forhandlingsbordet.

Her har jeg gået og troet, at politik handler om at få mest muligt gennemført af det, man selv synes er vigtigt. Og lige siden et spidsborgerligt flertal i 2011 gennemførte de markante dagpengeforringelser, vi må leve med nu, har Socialdemokraterne sagt, at de var imod forringelserne.

Men ikke så meget imod, at de vil stemme for en forkortelse af genoptjeningsperioden, når det skal være sammen med Dansk Folkeparti. At DF og formand Kristian Thulesen Dahl er blevet klogere, i hvert fald på det punkt, er glædeligt, og det har jeg sådan set respekt for.

Men, siger Mette Frederiksen, Dansk Folkeparti kan ikke først pege på en Venstre-statsminister og bagefter lave politik med Socialdemokraterne.

Det synspunkt skal man da vist være forbenet – eller måske fornærmet – socialdemokrat for at forstå. Jeg fatter det i hvert fald ikke. Jeg tror sådan set heller ikke, statsministeren kan forstå det. Men han gnider sig ganske givet gevaldigt i sine små hænder og glæder sig over, at han kan sidde i fred og ro i de kommende fire år uden synderlig frygt for, at han får et flertal imod sig.

For når Socialdemokraterne ikke vil stemme sammen med Dansk Folkeparti om klare dagpengeforbedringer, har jeg meget svært ved at forestille mig, hvad det store oppositionsparti kan finde af muligheder for at skabe et flertal imod Venstre-regeringen.

Tilbage har vi kun at håbe, at det øvrige borgerlige sammenrend kan vælte Lars Løkke, og at Socialdemokraterne i mellemtiden er kommet så meget til sig selv og til fornuft, at vi på et tidspunkt kan få ændret det famøse dagpengeforlig – hvis Dansk Folkeparti altså fortsat mener, at det bør laves om. Man kan jo aldrig vide i politik, men på venstrefløjen er der vist stadig enighed om, at nedskæringerne og hetzen mod de arbejdsløse skal stoppes. Også selv om Dansk Folkeparti skal lægge de afgørende stemmer til.