Der er ingen ende på de borgerliges appetit på at smadre dagpengesystemet

Så slog Traktor Troels til igen. Regeringen barslede i går med endnu en pakke, som angiveligt skal ”afhjælpe flaskehalsproblemer.”

Af Bjarne Sørensen, formand for Dansk Metal Horsens

Regeringen benyttede afslutningsdebatten til at smide endnu en provokation i hovedet på fagbevægelsen.

Det skal først og fremmest ske ved en ny runde med jagt på de arbejdsløse: Skærpede sanktioner hvis man siger sit job op, og så skal man selvfølgelig påtage sig job overalt i landet, de nuværende fire timers rejsetid til og fra et jobtilbud er slet ikke nok i en globaliseret verden, du er til rådighed for hele landet. I en ikke fjern fremtid kan man vel blive anvist job i Tyskland – det er set før.

I samme ombæring erklærede samme Troels Lund Poulsen, at 20.000 kontanthjælpsmodtagere var jobparate, uanset at kommunerne ikke mener, at de kan bestride et ordinært job. Sådan kan man forøge arbejdsstyrken, når er ved at gøre i bukserne over, at lønningerne skal ”løbe løbsk”, så vi får en hård landing, som vismændene siger.

Tilsyneladende lider beskæftigelsesministeren og hans regering af den vildfarelse, at flere prygl til de arbejdsløse er vejen til nye jobs, straf er vejen, og selvfølgelig kan man da sulte folk i arbejde. Som skrivebordsøkonomerne altid har sagt, hvis man sætter 100.000 mennesker i land på en kyst, så er de fleste i arbejde om 50 år, ellers også er de døde. Sikkerhedsnet og dagpengesystemer er gift for den sunde konkurrence om jobbene.

Men selvfølgelig ved regeringen og dens regnedrenge godt, at den brutale udmelding ikke spiller den store rolle for det virkelige arbejdsmarked. Det skaber ikke et eneste nyt job.

Til gengæld skriver forslaget sig ind i den lange krig, som ikke mindst Venstre, har ført mod den danske model i almindelighed og dagpengesystemet i særdeleshed.

Det lykkedes de borgerlige – med accept af Thorning-regeringen – at vingeskyde hele dagpengesystemet, så det sikkerhedsnet, vores politikere stadig rejser rundt i udlandet og bryster sig af, er hullet som en si.

Halve dagpenge, til unge under 25 år, halvering af dagpengeperioden og et aktiveringscirkus, som betyder daglig ydmygelse af vores arbejdsløse kolleger. Det er en virkelighed, som ikke har meget fokus for tiden, hvor vi angiveligt er inde i et boom, men som ikke desto mindre er realiteten i jernindustrien, når du kun har din arbejdskraft at sælge.

Det seneste skud på stammen, et skærpet opholdskrav for at få dagpenge kan afskære a-kassemedlemmer i syv år fra dagpenge, hvis de har arbejdet et år i udlandet. Det er en del af regeringens skatteaftale med Dansk Folkeparti, og skal først fremmest fodre den indre svinehund, men rammer altså også danskere, der arbejder en tid i udlandet.

I baggrunden lurer så et lidt overset forslag fra Liberal Alliance, som har fået kig på dimittendsatsen. For hvorfor skal folk der har levet af SU eller lærlingeløn nu pludselig kunne få dagpenge som er højere end SU’en?

Det er alt sammen pinde til den danske models ligkiste. Forløbet er skræmmende, bid for bid har det borgerlige Danmark afmonteret et af fagbevægelsens vigtigste bolværker, som har givet ikke bare de arbejdsløse men også de arbejdende (og de bytter jo plads ind imellem) en vis tryghed for udkommet. Dagpengesystemet som det fungerede for 20 år siden, var ikke bare et værn i krisetider men også et ”lavtlønsværn”, som lettede det evindelige pres på lønningerne.

Derfor er det også ubegribelig, at fagtoppen ikke for længst har slået i bordet og sagt stop. Fagbevægelsen er stadig den stærkeste organiserede kraft i landet, men hvis den skal spille en afgørende rolle, så er der principper og holdninger, som det er nødvendigt at stå fast på.

Hvis det ikke snart sker, så forbløder fagbevægelsen eller bliver en ligegyldig lobbyorganisation.

Tilbage bliver en dansk model, hvor fagtop og ministre gensidigt kan hylde hinanden, når de har indgået endnu en trepartsaftale om alt muligt andet end det, som er hjerteblod for fagbevægelsen.