Dagpengepengeforslag vil sende den danske model på krykker

– Det er rystende at LO har været med til at fostre de forslag, som i dag er lækket fra Dagpengekommissionen, det vil yderligere svække den danske model, siger formanden for Metal Horsens, Bjarne Sørensen

 – Man kan håbe det er prøveballon, og så er det med at få den skudt ned i en fart, for hvis det virkelig er dagpengekommissionen forslag, så er det en katastrofe for både de arbejdsløse og for den danske model, siger Bjarne Sørensen.

De forslag fra dagpengekommissionen, som er lækket til pressen, løser ingen af de grundlæggende problemer, som dagpengesystemet står over for, mener Bjarne Sørensen.

– Tusinder falder stadig ud og trygheden er smadret efter halveringen af dagpengeperioden og fordoblingen af genoptjeningskravet. Det løser man ikke ved at sætte dagpengene ned – tværtimod. Det er endnu et bidrag til at undergrave dagpengesystemet. Når man reducerer satserne for at forlænge perioden lidt, så klipper man blot endnu et stykke af halen for at fodre hunden, siger Bjarne Sørensen.

– Dagpengesystemet har været det måske vigtigste ben i den danske model med stor fleksibilitet for virksomhederne. Dagpengekommissionen er tilsyneladende klar til helt at skippe enhver tryghed i systemet og lade utrygheden være drivkraften på arbejdsmarkedet. Hvad skal efterhånden få folk til at forsikre sig i en A-kasse, som ikke kan sikre en grundlæggende tryghed, hvis arbejdsløsheden rammer, siger han.

Hvis det her er, hvad der er tilbage af en såkaldt dagpengereform, så fordufter trygheden fuldstændigt. Man fortsætter ud af en vej, hvor satserne endnu engang udhules, hvor langt ned tror de man kan gå, siger Bjarne Sørensen.

Han er rystet over, at folk fra LO-toppen har siddet med i kommissionen og er med til at fostre forslagene om at skære endnu engang.

– Tilbage i 2008 krævede LO markant højere dagpengesatser fordi dagpengedækningen allerede dengang var forringet, det er fortsat lige siden. Det er rystende, at de i dag kan lægge navn til sådanne forslag. Hvad skal vi med de Radikale, når LO klarer opgaven så glimrende? De har ingen føling med, hvad det her kommer til at betyde for den danske model, siger Bjarne Sørensen.