Dagpengekatastrofe skal standses

Dansk Metal Horsens og 3F Horsens forlanger nu dagpengereformen på forhandlingsbordet i trepartsforhandlingerne

Af Bjarne Sørensen, formand for Dansk Metal Horsens og Hans A. Sørensen, Formand for 3F Horsens og Omegn

Dugfriske tal fra A-Kassernes Samvirke viser, at tusinder fortsætter med at falde ud af dagpengesystemet. Den seneste reform ændrer intet ved den kendsgerning. Sidste år faldt endnu 16.500 ud, så det samlede antal mennesker, som har opbrugt deres dagpegeret, er omkring 70.000.

Samvirket vurderer at yderligere omkring 13.000 vil falde ud i 2016. Det er stadig milevidt fra de 2000 til 4000 om året, som var forudsætningen, da reformen blev vedtaget.

Tallene taler deres tydelige sprog! A-kassernes medlemmer bliver fortsat sendt ud af dagpengesystemet i bundter. Politikerne har tilsyneladende ikke tænkt sig at gøre mere, resultatet er ikke bare en social katastrofe for dem der bliver ramt – det er alle arbejdende, som står for skud. Den usikkerhed, som dagpengemiseren har skabt, fortsætter og rammer hele fagbevægelsen.

Det er uholdbart, at fagbevægelsens top sidder og forhandler med regeringen uden at have fagbevægelsens mest brændende problemer på dagsordenen.

Derfor skal der handles nu, vi kræver derfor, at LO tager problemet alvorligt og rejser kravet om et bæredygtigt og trygt dagpengesystem ved trepartsforhandlingerne.

Det må fra nu af have topprioritet for vores forhandlere, vi kan som fagbevægelse ikke fortsat se passivt til, mens vore medlemmer smides ud af dagpengesystemet og henvises til et amputeret kontanthjælpssystem.