Amatøragtige trepartsforhandlinger

Foreløbig kan vi konstatere, at forhandlingerne ikke har bragt nogen resultater for fagbevægelsen – tværtimod.

Af Bjarne Sørensen, formand for Dansk Metal Horsens

Det er svært at frigøre sig fra tanken om, at regeringen har taget fagbevægelsen på sengen, da den i foråret inviterede til trepartsforhandlinger. Den lille statsminister har fået lov til egenhændigt at sætte scenen og lægger tilsyneladende op til, at forhandlingerne skal være en slags stående udvalg, hvor han efter behov kan sætte sin egen dagsorden. At regeringen først og fremmest er optaget af sin egen overlevelse og ”bedre rammebetingelser” for erhvervslivet burde ikke komme bag på nogen – heller ikke toppen af dansk fagbevægelse.

Vi fik i praksis den indslusningsløn den såkaldte ”integrationsgrunduddannelse”, som ingen ville have, og som betyder, at flygtninge kan komme til at arbejde for ned til 49 kr. i timen. Og vel at mærke uden at fagbevægelsen og tillidsfolkene får indflydelse på ordningen.

Næste runde, handler angiveligt om uddannelse, men også ”lediges rådighed og mobilitet” er på bordet. Regeringen har allerede luftet ideen om ”absolut” mobilitet for ledige, så de skal tage arbejde hvor som helst i landet. Og så skal kontrollen af de arbejdsløse sikkert have en halv skrue mere, hvis det står til både arbejdsgivere og beskæftigelsesministeren, som optræder, som om han ikke har opdaget, at han ikke længere er direktør for Dansk Arbejdsgiverforening men minister i en meget lille regering.

Parterne har angiveligt aftalt, at sætte forhandlingerne på pause til september og så genoptage dem til maj 2017. Med andre ord en permanent stående komite til ”solen brænder ud” som Løkke engang fik det sagt.

Det virker temmelig amatøragtigt, hvis fagbevægelsens fremmeste forhandlere virkelig har indgået en aftale om uendelige forhandlinger, hvor regeringen sætter dagsordenen.

Hvis det overhovedet skal give mening at forhandle med en regering, hvis dagsorden tydeligvis er at rulle så meget af velfærdsstaten tilbage som muligt – så længe de har chancen – så skal der resultater på bordet her og nu. Det nytter ikke, at fagbevægelsen stiller sig permanent til rådighed for regeringens overlevelse.

Risikoen er åbenbar: Vores forhandlinger med arbejdsgiverne om nye overenskomster, som for alvor går i gang her i efteråret risikerer at blive sovset godt og grundigt ind i trepartsforhandlingerne.

Derfor en klar advarsel til hovedorganisationerne: Glem alt om at indrømmelser fra regeringen ved trepartsforhandlingerne kan veksles til ”tilbageholdenhed” i overenskomstslaget.

Der skal ikke sjakres med de frie forhandlinger, fagbevægelsen skal bruge en situation med faldende ledighed og voksende profitter til at hente det efterslæb i reallønnen, som vi har set siden finanskrisen.